Tiden mellem kontrolbesøgene på sygehuset er stødt blevet større og større, og hver gang man bliver sat op i tid, er det endnu en sejr. Nu er jeg kommet på 4 måneder mellem kontrolbesøgende, max. er så vidt jeg ved 6 måneder - så det alene fortæller alt, det går super!

Mit kreatinin er ca. 110, hvilket er i normal området - jeg har nået mit højeste mål. Vi har fået endnu en datter Anastasia, og jeg har ingen problemer med nyreren. Jeg tager selvfølgelig stadig medicin mod afstødning, men kun i små mængder. Medicinen giver stadig bivirkninger, men det er ikke noget problem. Mit hår vokser hurtigt, mine gummer bliver let røde og irriterede og jeg sveder meget, hvis jeg skal lave noget fysisk. Alt i alt en lille pris for et normalt liv.

Undervejs har der kun været en lille krise, efter et kontrol besøg kom der besked om, at kreatininen var steget, og at jeg skulle komme igen. Jeg gik nærmest i panik, for jeg troede, at det kun var en afstødning der kunne få kreatininen til at stige. Det viste sig dog, at det var en blærebetændelse, som havde bredt sig til nyreren. Det kan godt virke lidt mærkeligt, at man ikke mærker, at man har en blærebetændelse. Men den immundæmpende medicin gør, at man kan have en infektion - men kroppen opdager den så at sige ikke, hvorfor man ikke bliver syg. Derfor har jeg også en stående ordre på at kontakte sygehuset, hvis jeg bliver syg pga. at jeg ikke reagerer som andre og pga. at jeg kun må få medicin, som man ved ikke kan sammen med den immundæmpende medicin. En læge sagde til mig, at de havde set flere eksempler på, at folk havde en lungebetændelse uden at være klar over det. Jeg tager det nu ikke så tungt, jeg prøver, at vurdere om det er alvorligt før jeg kontakter sygehuset, eller om det er noget min egen læge kan klare. Jeg har nok en lille tendens til lettere at blive syg end andre, men alt i alt synes jeg ikke, at det er noget problem.

Hvordan har jeg det så - ja jeg har det godt, sandsynligvis præcis som andre på min alder. Til tider kan man helt glemme, hvordan man havde det engang. Jeg kan godt lide at holde min have, så når ukrudtet er blevet for meget, går jeg sommetider om aftenen en tur rundt med hakkejernet - sådan ca. et par timer. Efter en sådan tur er det mærkeligt at tænke på, at det tidligere tog mig en uge at gå haven rundt - sådan i små bider. I dag klarer jeg det sådan ved siden af arbejde, transport, børn, mad og alt det alt en travl hverdag indebær.

Sygdommen fylder mindre og mindre som tiden går - men jeg glemmer den aldrig, hvilket jo er meget naturlig, når man hver dag skal tage medicin på klokkeslet. Den eneste følgevirkning af mit sygdomsforløb, som jeg nok aldrig slipper helt af med er en tendens til depressioner. Jeg føler mig ikke så psykisk robust, som jeg kunne ønske mig - hvilket nok er en følge af, at jeg har haft flere depressioner under min sygdom.

Sygdommen har betydet, at min tilgang til livet har ændret sig. Jeg har fået mere travlt, for man ved jo ikke, hvad der sker i fremtiden. Der er meget jeg gerne vil opleve og mange steder, jeg gerne vil se, og det er svært at vente, når det er nu, man har helbredet til at gøre lige, hvad man vil. Endvidere har jeg det ikke videre let med trivielle hverdags problemer. Nogle har en tendens, at gøre alt til et kæmpe problem og kan snakke og "brokke" sig i et væk. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, "du skulle prøve at have et virkeligt problem!". For i min verden er mange af vores problemer jo noget, som man bare kan løse, hvis man vil. Det kan godt være at bordpladen til det nye køkken er forsinket - men hvad er problem, vent eller vælg en anden!. Når man har stået på ventelisten til et nyt organ lyder den slags problemer, som et myggestik på en elefant, det kan jo knap nok betale sig at løft halen for at komme af med bæstet.

Jeg har fået en ekstra fødselsdag, og har stor lyst til at fejer den med det helt store brag hvert år. Men samtidig er dagen mærkelig trist, for jeg ved, at der et eller andet sted går nogle rundt og absolut ikke har noget at fejre. Så af respekt holder jeg min glæde for mig selv og sender en stille tanke og tak til nogle mennesker som jeg ikke kender, men føler med på den dybeste måde man kan.