Hen under julen 1998 begyndte tingene at gå stærk, mit kreatinin var nu ca. 550. Jeg begyndte at have høje kalium-tal - højt kalium er farligt, fordi det fører til hjertestop (faktisk bruger man kalium til at stoppe et hjerte under en hjerteoperation). Jeg begyndte at blive bange for hvad der var ved at ske. Denne angst blev ikke mindre, da der en dag lå en besked fra en læge om, at jeg skulle komme ned på sygehuset, så vi kunne tale om dialyse og transplantation. Den dag i dag synes jeg ikke lige, det er en besked man lægger på en telefonsvarer. En ung læge blev bange og gav mig vanddrivende medicin mod det høje kalium. Resultatet var at jeg blev indlagt lille-juleaften med kramper overalt i kroppen. Kramperne skyldes, at jeg havde for lidt kalk i kroppen, hvilket gør nerverne overfølsomme, så musklerne kramper. En erfaren læge fik hurtig tilstanden under kontrol, så kramperne forsvandt. Den vanddrivende medicin blev taget fra mig, jeg spurgte naturlig nok om, hvad med mit høje kalium-tal. Lægen sagde noget, som jeg altid vil huske. En nyrepatient med min tilstand var så forgiftet at kroppen ikke mere reagerede normalt. Hvis en rask person pludselig fik mit kalium-tal ville det være meget farlig - men eftersom mit kalium var steget langsomt over lang tid var der ingen fare for mig. Dette satte ligesom tingene lidt i perspektiv - jeg måtte indse, at jeg var blevet syg.

I den næste tid havde jeg det rigtig skidt, jeg blev sat på en meget streng diæt, for at begrænse indtagelsen af kalium, fosfor og protein. Der var rigtig meget, som jeg ikke måtte spise eller kun i små mængder og andet f.eks. kartofler skulle forberedes specielt for at begrænse mængden af kalium. Jeg begyndte at få EPO for at holde blodprocenten. EPO er et hormon som normalt bliver dannet af nyrerne - men når nyrerne ikke virker mere, bliver dette hormon ikke mere dannet og man får lav blodprocent. EPO skal sprøjtes ind ligesom insulin, og selvom dette skulle gøres flere gange om ugen, blev jeg aldrig fortrolig med det. Jeg skulle virkelig tage mod til mig hver gang. Jeg begyndte også at få stoffet Etalpha - aktiveret D-vitamin. Normalt bliver D-vitamin dannet i huden via indvirkning af sollys. Men det dannede D-vitamin er ikke "aktiv" - denne aktivering sker i nyrerne. Som med EPO sker denne aktivering ikke og man må have D-vitamin som medicin.

Jeg havde det i denne periode meget dårligt, både over, at jeg nu var blevet syg, men også på grund af den konstante forgiftning og en meget udpræget træthed. Trætheden var speciel - og jeg har talt med andre nyrepatienter - typisk for nyrepatienter. Fysisk udfoldelse medførte en total udbrændthed i hele kroppen, som kunne holde sig i flere dage. Følelsen er lidt den samme som, hvis man virkelig har knoklet fysisk og givet sig helt ud - og så lidt mere. Følelsen skal bare ganges et par gange og så bliver den ved lang, lang tid. Heldigvis havde jeg ikke og har aldrig haft problemer med vand - jeg måtte drikke "alt" det jeg ville.

Jeg havde naturligvis mange sygedage i denne periode - men jeg havde en god og velvillig arbejdsgiver. Ordningen blev, at jeg kom på halv tid og fik udbetaling fra en forsikring ved siden af - så økonomisk var jeg på tør grund. Det var meget hård, at blive ved med at arbejde og det gik meget ud over alt andet, jeg skulle bruge al min energi på arbejde - hvis jeg prøvede at lave noget privat i fritiden blev resultat næsten altid at jeg måtte lægge mig syg. Hvis jeg f.eks. prøvede, at lave lidt i haven skulle det være en lørdag, så jeg kunne lægge på sofaen om søndagen. Efterhånden lærte jeg at tricket var ikke at lave så meget at jeg blev udbrændt - en halv time hver dag var meget bedre end 2 timer en dag imellem.

Nyrefunktionen blev ved med at falde om end det var langsom. Lægerne sagde, at det var utrolig så lang tid det tog, inden næste skridt var nødvendig.