Man kan købe masser af sukkerfri slik - det er bare ikke kulhydratfrit. Der er ganske korrekt ikke almindelig sukker i slikket, men det er fyldt med sukkeralkoholer, der alligevel giver blodsukkerstigning - og som regel giver de dårlig mave ved indtagelse af mere end et par stykker slik.
Men der findes en slags slik, som ikke er fyldt med “ol” stoffer (for eksempel sorbitol og xylitol), der giver blodsukkerstigning. Det er Fribol. Vi faldt for over et år siden over dette Fribol slik. Vi har kun set dem på apoteket, men vi har da et par gange købet en dåse. Ulempen er, at de er meget dyre. Ud over bolcher har vi også set, at Fribol laver lakrids og vingummibamser. Fribol tingene smager rigtig godt - og antal kulhydrater er lig nul - det er lige noget for en diabetiker.
Jeg har ikke rigtig set nogen reklame for Fribol. Det var en tilfældighed, at vi faldt over mærket, da vi ved diabetesopstart søgte som gale på nettet efter diabetesvenlig slik og mad.
Men ved Walk Festival arrangeret af JDRF fik vi 3 poser Fribol bolcher i vores velkomsttaske. En med lakridssmag, en med pebermyntesmag og så en med frugtsmag. Anastasia kan lide dem med frugftsmag, så hun fik en hel pose og fik at vide, at hun bare måtte spise af dem. Hun var lidt overrasket over den udmelding, men hun nød sin pose. Man kunne forvente, at den var væk på et øjeblik, men den holdt flere dage. Hun forstod virkelig at nyde et bolche: hun suttede på det i stedet for at knubse det. Heldigvis fik vi flere af de poser ved Walk Festival, så vi kan af og til forkæle Anastasia med sådan en pose.
Kort tid før sommerferien havde en af Anastasias klassekammerater fødselsdag. Der blev i den anledning delt slikkepinde ud. Der var flere slags, men Anastasia kunne ikke lide nogle af dem. Men i stedet for blot at sige nej-tak, så valgte Anastasia en slikkepind i blåt papir, idet det er Storesøsters favorit. Så da vi kom hjem, overrakte Anastasia slikkepinden til Storesøster sammen med et lille brev, hvorpå der stod “Storesøster er sød”.
Jeg synes godt nok, det er kærlighed til sin storesøster.
Jeg synes, det er ekstra flot gjort, for Anastasia kunne også have haft den holdning, at når hun ikke fik en slikkepind, så skulle Storesøster heller ikke have en. Men hun valgte den flotte løsning: at give Storesøster sin slikkepind. Jeg er stolt af hende!
Desværre er Anastasia meget kræsen med slik. Det er ikke første gang, hun går glip af slik ved en fødselsdag. Når hun er til pige-fødselsdag, deles der altid slikpose ud, og som regel er der altid noget, som Anastasia ikke bryder sig om. Det passer mig som regel meget godt, for så begrænser vi sukkerindtaget - bare hun får noget slik. Men jeg synes, det er ærgerligt, hun er så kræsen, når der kun er én ting, og hun så ikke kan lide det. Men det er jo hendes valg!
American Chopper er klart en af mine favoritter. Her et lille klip med Mikey på en cykel til fordel for JDRF - godt gået.
Men hvor er JDRF i det danske mediebillede? Hvorfor er der ingen danske kendte, som offentligt støtter JDRF? Hvorfor er JDRF ikke et oplagt valgt, når der er velgørenheds quizer i TV?
Personligt tror jeg, at problemet er (mangel på) kendskab - der er ingen, der har kendskab til JDRF.
Desværre har jeg ingen forslag til, hvordan JDRF bliver kendt - ud over det kæmpearbejde som den danske afdeling af JDRF gør i dag.
Men jeg håber en dag - en dag at se JDRF i Morgen TV, Hvem vil være millionær - eller måske bare en t-shirt på en popstar.
Vi har efterhånden fundet ud af, at batteriet i pumpen kan holde godt en måned. For at undgå, at pumpen giver ”batterialarm” i skolen/SFO, skifter vi nu batteri fast den første i måneden.
Levetiden for batteriet i blodsukkerapparatet er ikke helt så forudsigeligt. Så i Anastasias diabetestaske – hvor der er juice, druesukker, rosiner, telefon etc. – er der nu også ekstra batterier til blodsukkerapparatet. Problemet er nemlig, at blodsukkerapparatet ikke kan virke som fjernbetjening til pumpen, hvis batteriet er ved at løbe ud. Og der kommer ingen advarsel på forhånd - det er bare lige pludselig, at man ikke kan bruge det.
Den anden dag ringede Lille Alf og sagde, at der ikke var mere batteri på blodsukkerapparatet – og hun nu ikke kunne give insulin. Da var det jo dejligt at kunne sige, at hun bare skulle sætte de nye batterier fra tasken i.
Jeg var glad fordi, jeg ikke måtte køre hjem, og hun var glad for, at hun kunne ”komme videre”.
Det gav pote at være forudseende – nu skal vi bare altid huske at lægge nye batterier i tasken.
Normalt har jeg vækkeuret til at ringe hver nat klokken 3. Jeg er så inde ved Anastasia og måle blodsukker. Men forleden vågnede jeg og syntes, det var lidt for lyst til, at klokken endnu ikke var 3. Jeg kiggede forvirret på uret: det viste, at klokken var 5.
Jeg for ind til Anastasia og målte blodsukker. Det var heldigvis helt fint. Vi havde fået pizza om aftenen, og jeg vidste derfor, at blodsukkeret kunne være lidt specielt. Derfor var jeg også lidt bekymret over at have kikset en måling klokken 3.
Heldigvis var der ingen problemer - og jeg håber også snart helt at kunne droppe målingen klokken 3. Men vi skal lige have helt styr på basalen først, inden jeg tør springe over natmålingerne.
Da Anastasia var på insulinpen, fik hun mindst 5 stik om dagen. Det svarer til over 150 stik om måneden.
I dag hvor Anastasia er på pumpe, får hun sat kateter cirka 2 gange om ugen. Det vil sige cirka 10 gange om måneden.
Sikke en forskel!
Før var Anastasias lille mave mærket af de mange stik - og lårene så heller ikke for kønne ud. I dag er det mest gammelt klister fra kateter-plasteret, vi ser på Anastasias mave - det er svært at vaske af.
En af de helt store fordele ved en insulinpumpe er helt klar, at man ikke skal stikke nær så meget. Det er en fordel både for Anastasia og de voksne, der skal hjælpe hende.
De 10 stik er kun for at give insulin. Desuden er der omkring 300 stik om måneden for at tage blodsukker. Vi glæder os til den dag, hvor det ikke længere er nødvendigt!
Da vi begyndte at skrive indlæg om livet i en familie med type 1 diabetes, havde vi nok et håb om, at andre kunne bruge vores erfaringer.
Vi ved også, at flere følger med i vores liv med diabetes.
Men vi kan nu se, at vi også har norske læsere. Det er meget sjovt, at vores blog bliver læst uden for Danmark.
Men så er det, vi spekulerer over, hvorfor der ikke er mere information at finde om diabetesbørn. Da Anastasia fik diabetes, ledte vi selv efter information - men vi fandt intet. Derfor valgte vi selv at lave en blog. Det er terapi for os selv - og vi håber virkelig, at vores mange historier kan hjælpe andre familier med type 1 diabetes. Og vi er altid glade for kommentarer, for vi er på ingen måde erfarne diabetesforældre og lærer selv en masse ved at få kommentarer.
Så vi er glade, hvis både danske og norske diabetesfamilier har glæde af vores blog.
Siden Anastasia har fået pumpe, er hun vokset rigtig meget. Ved seneste kontrol var hun vokset 3 cm på 2 måneder. Nu kan det jo være et tilfælde, men på diabeteschat.dk kan man læse om andre, der har oplevet det samme, så jeg tror ikke, det er tilfældigt.
At Anastasia er vokset så meget, tager jeg som udtryk for, at pumpebehandling simpelthen bare er bedre og giver et mere naturligt insulinniveau, så kroppen har overskud til at vokse.
Jeg er lidt betænkelig ved at skulle i svømmehal med Anastasia, efter hun har fået pumpe.
Hvor gør man lige af pumpen, mens man er i vandet? Jeg er mest bange for tyveri – jeg har hørt flere tilfælde, hvor en pumpe er blevet stjålet i forbindelse med idræt.
Sidst vi var på ferie, var det så dejligt nemt. Vi var på camping - på en campingplads med badeland. Så vi tog pumpen af, inden vi gik op i badelandet og satte den på igen, da vi kom hjem.
Vi kunne selvfølgelig få indbrud i campingvognen, mens vi var væk – men det anser jeg ikke for så sandsynligt. Endvidere slipper Anastasia også for at andre ser, at pumpen bliver taget af.
“Sukker giver børn livsfarlig sukkersyge“. Ja, sådan lød overskrifterne i diverse medier i juni måned. Nogle såkaldte forskere er kommet frem til, at diabetes type 1 kan være fremkaldt af for meget sukker og sodavand. Vi har i mange år hørt, at usund levevis kan være skyld i type 2. Men nu kaster nogle så også mistanken mod usund levevis i forbindelse med type 1.
Jeg tror simpelthen ikke på det. Det er i hvert fald ikke usund levevis, der har givet Anastasia diabetes type 1. Anastasia er en spinkel pige, som heller ikke før sin diabetes fik usunde ting hele tiden.
Jeg bliver så arrig, når jeg læser, at for meget sukker skulle have givet Ansatasia sukkersyge. For hvorfor skal Anastasia nu igen fortælles, at hun (og vi forældre) selv er skyld i, at hun har fået diabetes. Børn kan godt finde på at spørge, om Anastasia har fået sukkersyge, fordi hun har fået for meget slik. Men nu bliver vi alle bildt ind af nogle af de såkaldte forskere, at der er noget om snakken.
Andre forskere har allerede været ude og tage afstand fra udtalelsen om, at type 1 skyldes for meget sukker.
Men hvem har interesse i at hænge diabetesfamilierne ud for, at de selv er skyld i type 1? Hvorfor skal vi forsvare os mod disse usande “forsknings”resultater? Jeg håber virkelig, at det blot er nogle, der har måsforstået forskernes udtalelser. Men det er godt nok træls, at sådanne overskrifter sætter gang i så meget fordømmelse af Anastasia, alle andre diabetesbørn og deres familier!
