I dag er det Anastasias fødselsdag. HURRA-HURRA-HURRA.
Så er dagen kommet, som Anastasia har set frem til længe. Det har været lidt mærkeligt for hende, da hun fejrede fødselsdag for kammeraterne for flere uger siden. Og i weekenden kommer bedsteforældrene. Så hendes fødselsdag er blevet fejret over en længere periode. Det vil også sige, at der er søde sager flere gange. Men vi kan rimeligt styre de usunde kulhydrater, så det går nok.
Men i dag er det så Anastasias rigtige fødselsdag. Når der er fødselsdag i huset, synger vi fødselaren op - og der pakkes gaver op i sengen. Dernæst spiser vi morgenmad. Der er pyntet op med et flag ud for fødselaren, og der ligger blomster rundt om fødselarens tallerken.
Er Anastasias fødselsdag blevet anderledes, efter hun har fået diabetes? Fejrer vi dagen anderledes? NEJ! NEJ! Vi måler blodsukkeret og giver insulin til de mange kulhydrater.
Jeg spurgte forleden Anastasia om, hvad hun ønskede sig allermest i fødselsdagsgave. “En ægte hest”, var svaret. Jeg spurgte så, om hun ikke ønskede at slippe for at have diabetes. Svaret var et “Nej”. Men så kom hun med et modspørgsmål: “Hvorfor spørger du om det? Har de da fundet en kur?” Jeg måtte sige, at det har “de” desværre ikke - og jeg skal vist lade være med at spørge så dumt. For Anastasia føler ikke, det er en stor byrde at have diabetes. Ikke endnu - for jeg tror, det kommer med tiden. Lige nu har hun hjælp til sin diabetes. Den dag hun selv har ansvaret, tror jeg, hun vil føle det som en byrde.
Men i dag vil vi ikke tænke negativt. Vi vil fejre Anastasia, som vi plejer at fejre hende.
Tillykke, lille skat!
