Vi har i år en sommer, hvor nogle dage byder på rigtig høje temperaturer.
Vi ved godt, at insulin ikke kan tåle for høje temperaturer, men nu har vi lige været ved at kigge på blodsukkerstrips. Vi benytter Accu-Chek Aviva teststrimler. Om disse gælder følgende: Opbevaringstemperatur: Teststrimlerne skal opbevares mellem +2°C og +32°C.
Så vi skal have kølepose med til blodsukkerstrimlerne, når vi skal på ture ud i sommersolen, for de 32 grader kan vi vist nemt komme op over.
Jeg bemærker så også følgende om strimlerne: Anvendelsestemperatur: Når en måling udføres, skal det ske ved temperaturer mellem +6°C og +44°C. Overholdes dette ikke, kan man få forkerte målinger. Jeg ved igen godt, at insulinen ikke tåler frost, men jeg var ikke klar over, at en måling foretaget i koldt vejr ikke nødvendigvis giver et retvisende blodsukker.
Så man skal virkelig tænke sig om - både i koldt og i varmt vejr - når man er diabetiker. Det er ikke nok at passe på temperaturen af insulinen - man skal også passe på opbevaringen af blodsukkerstrips.
