En dag var vi ude at spise. Bordene stod meget tæt på hinanden, så man kunne virkelig følge med i ALT, der skete ved nabobordet.
Som sædavanlig målte vi blodsukkeret og lod blodsukkerapparet ligge på bordet, så vi kunne give insulin løbende - alt efter hvad og hvor meget, Anastasia spiste.
Anastasia bad mig dog hurtigt om at gemme blodsukkerapparatet væk. Jeg tror, de ved nabobordet kiggede var lidt for nysgerrige. Så vi lagde en serviet hen over apparatet og fandt det kun frem, når vi lidt diskret gav insulin.
Anastasia kan ikke lide, når der bliver kigget alt for meget på hende - men jeg vil så også sige, at de ved nabobordet - specielt moderen - stirrede helt vildt. Ja, det er ikke kun børn, der stirrer - det gør voksne også!
