“Sukker giver børn livsfarlig sukkersyge“. Ja, sådan lød overskrifterne i diverse medier i juni måned. Nogle såkaldte forskere er kommet frem til, at diabetes type 1 kan være fremkaldt af for meget sukker og sodavand. Vi har i mange år hørt, at usund levevis kan være skyld i type 2. Men nu kaster nogle så også mistanken mod usund levevis i forbindelse med type 1.
Jeg tror simpelthen ikke på det. Det er i hvert fald ikke usund levevis, der har givet Anastasia diabetes type 1. Anastasia er en spinkel pige, som heller ikke før sin diabetes fik usunde ting hele tiden.
Jeg bliver så arrig, når jeg læser, at for meget sukker skulle have givet Ansatasia sukkersyge. For hvorfor skal Anastasia nu igen fortælles, at hun (og vi forældre) selv er skyld i, at hun har fået diabetes. Børn kan godt finde på at spørge, om Anastasia har fået sukkersyge, fordi hun har fået for meget slik. Men nu bliver vi alle bildt ind af nogle af de såkaldte forskere, at der er noget om snakken.
Andre forskere har allerede været ude og tage afstand fra udtalelsen om, at type 1 skyldes for meget sukker.
Men hvem har interesse i at hænge diabetesfamilierne ud for, at de selv er skyld i type 1? Hvorfor skal vi forsvare os mod disse usande “forsknings”resultater? Jeg håber virkelig, at det blot er nogle, der har måsforstået forskernes udtalelser. Men det er godt nok træls, at sådanne overskrifter sætter gang i så meget fordømmelse af Anastasia, alle andre diabetesbørn og deres familier!
