Familien med type 1 diabetes

Vi har efterhånden fundet ud af, at batteriet i pumpen kan holde godt en måned. For at undgå, at pumpen giver ”batterialarm” i skolen/SFO, skifter vi nu batteri fast den første i måneden.

Levetiden for batteriet i blodsukkerapparatet er ikke helt så forudsigeligt. Så i Anastasias diabetestaske – hvor der er juice, druesukker, rosiner, telefon etc. – er der nu også ekstra batterier til blodsukkerapparatet. Problemet er nemlig, at blodsukkerapparatet ikke kan virke som fjernbetjening til pumpen, hvis batteriet er ved at løbe ud. Og der kommer ingen advarsel på forhånd - det er bare lige pludselig, at man ikke kan bruge det.

Den anden dag ringede Lille Alf og sagde, at der ikke var mere batteri på blodsukkerapparatet – og hun nu ikke kunne give insulin. Da var det jo dejligt at kunne sige, at hun bare skulle sætte de nye batterier fra tasken i.

Jeg var glad fordi, jeg ikke måtte køre hjem, og hun var glad for, at hun kunne ”komme videre”.

Det gav pote at være forudseende – nu skal vi bare altid huske at lægge nye batterier i tasken.

Da Anastasia var på insulinpen, fik hun mindst 5 stik om dagen. Det svarer til over 150 stik om måneden.

I dag hvor Anastasia er på pumpe, får hun sat kateter cirka 2 gange om ugen. Det vil sige cirka 10 gange om måneden.

Sikke en forskel!

Før var Anastasias lille mave mærket af de mange stik - og lårene så heller ikke for kønne ud. I dag er det mest gammelt klister fra kateter-plasteret, vi ser på Anastasias mave - det er svært at vaske af.

En af de helt store fordele ved en insulinpumpe er helt klar, at man ikke skal stikke nær så meget. Det er en fordel både for Anastasia og de voksne, der skal hjælpe hende.

De 10 stik er kun for at give insulin. Desuden er der omkring 300 stik om måneden for at tage blodsukker. Vi glæder os til den dag, hvor det ikke længere er nødvendigt!

Siden Anastasia har fået pumpe, er hun vokset rigtig meget. Ved seneste kontrol var hun vokset 3 cm på 2 måneder. Nu kan det jo være et tilfælde, men på diabeteschat.dk kan man læse om andre, der har oplevet det samme, så jeg tror ikke, det er tilfældigt.

At Anastasia er vokset så meget, tager jeg som udtryk for, at pumpebehandling simpelthen bare er bedre og giver et mere naturligt insulinniveau, så kroppen har overskud til at vokse.

Det er sgu bare dejligt.

Far og Mor plejer at hjælpe hinanden med at få sat kateter på Anastasia mave. Anastasia står som regel med ryggen ind mod Mor, mens Far skyder kateret i. Han får så strenge ordrer af Anastasia til at tage nålen ud med det samme, inden han med en finger trykker plasteret ordentlig på.

Men Anastasia har nogle gange følt sig snydt, for Far har sat plateret helt på, inden han har taget nålen ud - og han synes i det hele taget, at det er lidt svært af få nålen fri. Anastasia har klaget over Far og har nu meddelt, at Mor skal klare kateterskiftet - samtidig med, at Anastasia skulle stå ved Mor. Ergo skulle Mor klare begge roller i kateterskiftet. Mor stillede så Anastasia med ryggen ind imod sig, skød kateteret på og kunne lynhurtigt tage nålen ud, inden plasteret blev sat helt fast. Anastasia sagde med det samme, at det slet ikke gjorde ondt. Jeg ved ikke helt, om hendes kommentar var for at straffe Far, eller om hun virkelig syntes, det gik mere smertefrit.

Men vi er i hvert fald kommet frem til, at det er nemmest at være ene om at sætte kateret på. Anastasia skal blot stå med ryggen ind mod en, så er det nemt at få nålen ud med det samme. Efterfølgende er vi kommet til at tænke på, at kateter etc. jo er lavet for, at man sætter det på sig selv, hvorfor det (selvfølgelig) er lettest, hvis man står bag barnet i stedet for foran.

Det ærger os blot, at det har taget os flere måneder at finde en løsning på dette problem! Men hermed er ideen givet videre.