Indlæg tagget med ‘Medieomtale’

Kan sukker give diabetes?

torsdag, 22. juli 2010

Sukker giver børn livsfarlig sukkersyge“. Ja, sådan lød overskrifterne i diverse medier i juni måned. Nogle såkaldte forskere er kommet frem til, at diabetes type 1 kan være fremkaldt af for meget sukker og sodavand. Vi har i mange år hørt, at usund levevis kan være skyld i type 2. Men nu kaster nogle så også mistanken mod usund levevis i forbindelse med type 1.

Jeg tror simpelthen ikke på det. Det er i hvert fald ikke usund levevis, der har givet Anastasia diabetes type 1. Anastasia er en spinkel pige, som heller ikke før sin diabetes fik usunde ting hele tiden.

Jeg bliver så arrig, når jeg læser, at for meget sukker skulle have givet Ansatasia sukkersyge. For hvorfor skal Anastasia nu igen fortælles, at hun (og vi forældre) selv er skyld i, at hun har fået diabetes. Børn kan godt finde på at spørge, om Anastasia har fået sukkersyge, fordi hun har fået for meget slik. Men nu bliver vi alle bildt ind af nogle af de såkaldte forskere, at der er noget om snakken.

Andre forskere har allerede været ude og tage afstand fra udtalelsen om, at type 1 skyldes for meget sukker.

Men hvem har interesse i at hænge diabetesfamilierne ud for, at de selv er skyld i type 1? Hvorfor skal vi forsvare os mod disse usande “forsknings”resultater? Jeg håber virkelig, at det blot er nogle, der har måsforstået forskernes udtalelser. Men det er godt nok træls, at sådanne overskrifter sætter gang i så meget fordømmelse af Anastasia, alle andre diabetesbørn og deres familier!

Sukkersygen hærger i Udkantsdanmark

torsdag, 1. juli 2010

Jeg har flere steder læst, at “Sukkersygen hærger i udkanten”. Blandt andet i Jydske Vestkysten og Kristeligt Dagblad.

Et par citater:

“Endnu engang er Udkantsdanmark havnet i bunden af statistikkerne. En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at det primært er i de fattige kommuner, der bor flest diabetikere.”

“… det største problem er, at der mangler redskaber til motivation af livsstilsændringer”

“… uddannelse og indkomst har vist sig at have en tæt sammenhæng med udviklingen af livsstilssygdomme.”

Det er da interessant læsning. I Kristeligt Dagblads artikel er der et billede af en person, der giver sig selv insulin. Så artiklen bygger vel på tal for insulinafhængige diabetikere - ergo type 1? Men hvordan hænger det så lige sammen med livsstilændringer og livsstilsygdomme?

Igen har man lavet en artikel og sat lighedstegn mellem diabetes, livsstil og insulin. Jeg fatter ikke, at en journalist ikke sætter sig ordentlig ind i tingene, inden han skriver sådan en artikel og sætter sådan et billede i - der jo faktisk ikke har en pind at gøre med artiklen, da der jo nok menes, at “Diabetes type 2 hærger i Udkantsdanmark”.

Nu bor vi ikke en specielt fattig kommune, og som akademikere hører vi nok heller ikke ind under manglende “uddannelse og indkomst “. Men derfor irriterer det mig alligevel, at Anastasia og vi skal hænges ud på den måde. Kan folk da ikke snart forstå, at diabetes type 1 IKKE er en livsstilsygdom?!

Mere forkus på sukkersyge?

tirsdag, 12. januar 2010

Forleden kunne man i avisen læse “Kommunen satser på at gøre noget for folk med sukkersyge”. Nu drejede det sig om vores kommune, så det var jo en glædelig nyhed.

Men… træerne vokser ikke ind i himlen, for i artiklen kunne man læse, at man ville have “viden om den udbredte livsstilssygdom - diabetes”. Nu er type 1 altså ikke en livsstilssygdom. Det er en autoimmun kronisk sygdom. Det er dermed en uforskammethed at kæde livsstilssygdomme opstået af fedme og manglende motion sammen med Anastasias diabetes type 1. Den pige er meget spinkel, og hun bevæger sig ufattelig meget. Hun hopper og danser rundt hele tiden. Hvordan i alverden kan man finde på at kalde hendes diabetes en livsstilssygdom?

Jeg ved godt, at der tænkes på diabetes type 2. Nogle får den sygdom på grund af dårlig livsstil - men ikke alle - så man skal også være varsom med at kalde type 2 for en livsstilssygdom.

Men jeg synes, at man i kommunerne og i sundhedsvæsenet skal til at undskylde over for alle type 1 diabetikere. Disse diabetikere bliver konstant sat i bås med folk med livsstilssygdomme. Det hører ingen steder hjemme!

Rock the Cure på TV - SMS “kur” til 1204

torsdag, 31. december 2009

Så lykkedes det os at se Rock the Cure på DK4. Kanalen er her i december fjernet fra vores kanaler, så vi måtte investere i et DK4 abonnement, så vi kunne se showet på computeren.

Det var et flot show, men det var kun kunstnerne, vi så på skærmen - tilsat få bemærkningen mellem de forskellige optrædener. På JDRF.dk kan man ellers læse, at der skulle være auktion - det så vi ikke. Man kan også læse, at der skulle være fine eksponeringsmuligheder for firmaer. Vi så ingen reklamer under showet - måske ingen firmaer havde tilmeldt sig?

Mellem de forskellige optrædener er der diabetikere, der fortæller om deres drømme for fremtiden. Det er fint med børn, der fortæller hvor træls, der er med diabetes, men jeg tror ikke, det henter megen medfølelese, at også voksne træder frem. Det kræver desværre børns lidelser for at få pengene op af folks lommer. Man kan nemlig sende en SMS med teksten “kur” til 1204, og man bidrager dermed med 100 kroner til forskningen hen i mod en kur.

Showet bliver genudsendt et par gange mere. En opfordring skal lyde til at se dette - og husk at sende en SMS med teksten “kur” til 1204. Som forældre til en diabetiker har vi selvføgelig sendt et par SMS’er - men der er brug for mange flere penge. Vi håber på et kanonbeløb - det drejer sig om Anastasias fremtid - og fremtiden for alle andre diabtikere.

Rock the Cure i TV

lørdag, 12. december 2009

Den 2. december var der stor gallafest, hvor JDRF samlede penge ind til en kur mod diabetes.

Der var TV dækning, og programmet skulle så sendes på DK4.  Det bliver vist den 24. december klokken 21! Da vi først så det, syntes vi, det var en helt vanvittig dato at vise et program, som jo egentlig har noget med børn at gøre. Forældre til diabetesbørn vil selvfølgelig gerne se det program, men der er nok ikke mange af os, der har tid til at se fjernsyn en juleaften.

Men heldivis bliver programmet genudsendt, så det bliver vist i alt 4 gange i julen.

Vi har dog fået et problem. Der er netop lagt nye kanaler ind i vores by - og DK4 er ikke med i programudbudet mere. Så vi skal lige have fundet et alternativ, for vi skal selvfølgelig se programmet.

Der blev i ørvrigt samlet knap en halv million kroner ind - super godt gået. Forhåbentlig bidrager folk ved TV-skærmede ekstra, når programmet bliver vist.

Medieopmærksomhed

tirsdag, 16. juni 2009

Ekstra Bladet har de seneste par måneder kørt en kampagne om diabetes. Kampagnen har sammenhæng med den netop afsluttede Walk Festival, der er arrangeret af JDRF. Fra start af blev det meldt ud, at der ville komme en artikel hver anden lørdag. Nu er vi ikke faste læsere af Ekstra Bladet, men vi købte det selvfølgelig de lørdage, hvor der skulle være indlæg i om diabetes. Men vi blev snydt et par gange - for eksempel kom indlæget i allerede en fredag. Heldigvis kan man så efterfølgende finde artiklen på deres hjemmeside.

Men nok har Ekstra Bladet givet diabetes lidt opmærksomhed. Men vi havde jo gerne set artiklerne på et sted, hvor man var sikker på, at alle så det. For “gemt” i “kup!” sektionen betyder, at ikke alle læser det. Jeg må tilstå, at jeg ofte springer den sektion over, for den er efter min mening mange gange kedelig.

Til Walk Festival var der en repræsentant for Ekstra Bladet på scenen, men jeg spekulerede på, hvor Ekstra Bladet og andre medier egentlig var. Og desværre var min mistanke rigtig: der er ikke noget særlig i avisen dagen efter. Kun en lille notits om, at Don Ø blev slået af en 9-årig pige med hensyn til at samle flest penge ind - og så ellers at 1500 deltog, hvilket gav 350.000 kroner til forskning.

Men hvorfor var der ingen fotografer til stede?

Hvorfor bliver “vi ignoreret af medierne?”

En fantastisk idé

søndag, 14. juni 2009

I dag er der Walk Festival i Fælledparken i København. Turen er arrangeret af JDRF. Der er mange, der igennem de seneste måneder har forsøgt at samle penge ind - penge, der skal gå til forskning hen imod en kur mod diabetes.

Flemming Østergaard - også kaldet Don Ø - har længe ligget som den førende i indsamlingen. Men så var der en far, der fik den supergode idé at lave et indlæg i Ekstra Bladet under “nationen!”. Han fortalte om hans og den diabetesramte datters drøm: at slå Don Ø i indsamlingen. Og straks væltede det ind med bidrag til familien - mere end 40 bidrog samme dag som indlæget. Tænk, at man ikke behøver mere end et indlæg i Ekstra Bladet. Det var da en genial idé.

Vi har virkelig forsøgt at samle penge ind, men det er slet ikke gået, som vi havde forventet og håbet. Vi har så også været lidt tilbageholdende forstået på den måde, at vi forsøger at lade Anastasia forblive i sin anonyme tilværelse. Vi har talt om at benytte billeder af Anastasia i vores kampagne - men det har vi valgt fra. Vi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at gøre Anastasia til en medieobjekt.

Det sjove er så, at Don Ø sikkert er lykkelig for konkurrencen. Han er bestyrelsesformand for JDRF, og hans mål er sikkert ikke at vinde konkurrencen men blot at vi tilsammen får skrabet rigtig mange penge ind.

En kommentar fra en læser i Ekstra Bladet er, at han hellere vil bruge sine penge på bolcher. Det er selvfølgelig en provokation, men hvis han tror, at diabetesramte blot skal holde sig fra sukker, så er alt godt - ja, så han han virklig ikke indsigt i diabetes-sygdommen.

Hvis Anastasia blot skulle holde sig fra sukker, så var det jo forholdsvis nemt. Nej, vi skal hele tiden gætte på indhold af kulhydrater i mad - hvor meget bevæger Anastasia sig - bekymringer angående både for højt og lavt blosukker - tanken om insulinchok - senkomplikationer som for eksempel nyrelidelse, hjerteproblemer, blindhed og amputationer - generel kortere levetid - en storesøster, der pludselig bliver ked af det ved tanken om, at hendes elskede lillesøster går i insulinchok.

Ja, diabetes smadrer fuldstændig en families tilværelse.

Så det er skønt med lidt opmærksomhed. Vi krydser fingre for, at det lykkes at få mindst 250.000 kroner ind. Det er målet. Og konkurrencen med Don Ø viser blot, at der skal lidt sjov og ballade til i medierne, så er folk parate til at bidrage.

Bamses gave til Diabetesforeningen

fredag, 5. juni 2009

Forleden så vi i TV, at Bamse AllStars var i Århus og afleverede en check på 250.000 kroner. Pengene skal gå til, at diabetesbørn kan komme på tur uden deres forældre - men med professional støtte.

Jeg må tilstå, at vi begge sad med tårer i øjnene, da vi så hvor rørte de blev - både diabetesbørnene og selve koret.

Mon vi nogensinde blive så hårdføre, at vi kan høre om diabetesbørn uden at sidde med våde øjne? På en måde håber jeg at blive lidt stærkede psyksisk - men på den anden side, så kan jeg frygte, at hårdfør vil betyde det samme som kold overfor mennesker i krise - så jeg skal måske bare acceptere, at vi sidder med et par tårer, når der fortælles, at diabetesbørn har det hårdt. Men det kommer altså så tæt på følelsesmæssigt!

Ekstra Bladet - Kampagne mod sukkersyge

lørdag, 4. april 2009

Ekstra Bladet kører for tiden en kampagne mod sukkersyge sammen med JDRF.

Endelig lidt opmærksomhed til type 1 diabetes, jeg håber også, at der kommer artikler omkring børn med diabetes.

Endeligt lidt fokus på type 1 diabetes hos børn

onsdag, 1. april 2009

En af top-historierne i TV 2 Nyhederne var om type 1 diabetes hos børn. Antallet af tilfælde stiger og stiger - men desværre ved ingen hvorfor.

I indslaget er der også en ekspert, som taler om konsekvenserne for barnet og familien. Jeg håber det kan skabe bare lidt større forståelse.