Familien med type 1 diabetes

I dag er vi mildeste talt ikke glade. I denne uge har skolen emneuge om motion. Børnene bliver delt op i hold (fra 0. til 7. klasse) og skal lave forskelligs aktiviteter med motion som fælles tema. Dette betyder, at de skal lave motion på mange forskellige, anderledes og sjove måder.

Uvis af hvilken grund har skolen bestemt, at i dag har Anastasia ingen støtte – hun bliver derfor nødt til at klare sig selv.

Vi har været i syv sind om, hvad vi skulle gøre, og vi har været igennem følgende muligheder:

• En kunne gå med Anastasia i skolen i dag. Det ville være synd for Anastasia, da hun så (igen) ville have far/mor med i skole. Nu forholder det sig sådan, at netop i dag kan vi ikke bare bryde alle aftaler og tage fri. Så reelt har det ikke være en mulighed, at vi tog med Anastasia netop i dag. Selv om skolen flere gange har udtalt, at de synes, det vil være en god idé!
• Vi kunne tage pumpen af Anastasia fra morgen af og give hende sukker nok, så hun ikke ville gå i chok. Sandsynligvis ville Anastasia få det så dårligt (med hysteri til følge), at hun ikke ville få noget som helst ud af dagen. Det er vel heller ikke sundhedsmæssigt forsvarligt – og hvad med syreforgiftning?
• Vi kunne lade Anastasia blive hjemme – men vi skal jo på arbejde - og har ikke mulighed for at tage hende med på arbejde i dag.
• Vi kunne lade Anastasia tage af sted og håbe det bedste. For nylig var vi på ferie ,og Anastasia gik på legepladsen, som så mange gange før. Jeg tænkte, at det var lidt ”åndssvagt”, at jeg gik med, men jeg gjorde det alligevel. Der gik heller ikke mere en ½ time før vi måtte have rosinerne frem – en hoppepude er hårdt arbejde. Anastasia reagerer kraftig på motion – så vi tør simpelthen ikke at lade hende prøve lykken.
• Anastasia og Storesøster kunne være på hold sammen. Storesøster har ikke før prøvet at have ansvaret for Anastasia gennem længere tid eller i situationer, hvor udfordringer kunne forudses. Det ville også på en måde ødelægge dagen for Storesøster og hvad nu hvis, der skete noget med Anastasia?
• Vi kunne lade Anastasia tage i skole men samtidig forbyde hende at være med til de ting, som involverer hård motion. Dette er virkelig synd for Anastasia, for hun vil selvfølgelig være med, som alle de andre.

Vi har tænkt det meget igennem og reelt set har vi ikke noget valg – det er rent pest og kolera. Men på den anden siden har vi været nødt til at gøre noget - ikke at gøre noget er også et valg.

Vi har derfor valgt at overtale Anastasia til ikke at deltage i alt i forbindelse med emneugen i dag. Ellers overtale er så meget sagt – vi har pointeret overfor skolen, at Anastasia ikke må deltage i hårde fysiske aktiviteter, hvis ikke der er hjælp til hende. For os var det det eneste sikre valg, vi kunne foretage.

Vi har været gennem mange drøftelser med skolen om netop i dag. Men intet har kunne få dem til at skifte mening. Vi har blandt andet spurgt, om de ikke ville orientere alle lærere om, at de skulle holde ekstra øje med Anastasia – men det vil de ikke. Vi forstår simpelthen ikke skolens prioritering, når Anastasia er tildelt mange støttetimer. Men der er INGEN hjælp til Anastasia i dag, med mindre vi selv tager fri og er på skolen. Vi føler os svigtet og tvunget ud i nogle fuldstændig urimelige valg. Valg, hvor der kun findes tabere og den største var valgt på forhånd – Anastasia!