Familien med type 1 diabetes

Som regel ved SFO personalet altid, hvor Anastasia er, når jeg kommer for at hente hende. Forleden fik jeg at vide, at hun netop havde siddet ude på gyngen. Jeg sagde, at jeg ikke troede, hun var ude, for hendes sko stod i garderoben - men personalet vidste af erfaring, at børnene af og til glemmer at tage sko på ud.

Men jeg kunne ikke finde Anastasia ude. To af de ansatte hjalp med at lede. De fleste rum indenfor var blevet låst af, og vi kunne simpelthen ikke finde Anastasia. Hjertet var begyndt at banke lidt ekstra, for jeg havde på vej over til SFO mødt Lille Alf, som fortalte, at Anastasia havde haft lavt blodsukker flere gange i løbet af dagen. Jeg frygtede derfor, at hun lå hjælpeløs et sted.

Jeg tror, vi var flere der ledte igennem et kvarters tid. Til sidst åbnede jeg en dør til et lille bitte rum, hvori der er en madras - og hvem lå derpå? Anastasia! Det så ud til, at hun sov - men da hun havde haft flere lave blodsukkertal, skulle jeg lige hen og føle på hende, og hun trak heldigvis vejret helt normalt. For en sikkerheds skyld målte jeg også blodsukker, og det var helt ok.

Anastasia havde været på en lang cykeltur med skolen, og hun var simpelthen blevet træt. Jeg syntes at kunne se, at personalet også blev lettede. En havde lige været nede ved en å for at se, om hun lå der - men heldigvis var pigebarnet bare blevet træt.

Jeg fik vækket Anastasia lige så stille, og vi kunne cykle hjem.

Jeg sagde efterføgelde til hende, at hun skulle sige det til de voksne, hvis hun lige trængte til en lille lur, men som Anastasia sagde, så vidste hun slet ikke, at hun var faldet i søvn. Hun havde bare sat sig ind i det lille rum - og pludselig sov hun!

Heldigvis var der ikke sket noget med Anastasia - men det er altså ikke sjovt, når Anstasia ikke er til at finde.

Anastasia har sovet meget sammen med mig efter pumpe-påsætningen - sådan føler jeg bedst, jeg kan overvåge hende. Og når jeg skal checke hende flere gange om natten, er det bekvemt for mig, at hun ligger lige ved siden af. Men nu insisterer Anastasia på atter at sove inde ved sig selv. Det betyder så faktisk også, at jeg sover noget bedre - nu får jeg ingen spark og “lussinger” af et barn i søvne.

Men forleden nat vågnede jeg ved hendes kalden: “Mor!”. Jeg for ind til hende og frygtede, at hun var ved at gå i chock. Hun var høj, inden jeg gik i seng og havde derfor fået ekstra insulin. Men heldigvis kunne Anastasia bare fortælle, at hun var tørstig. Jeg hentede et glas vand til hende og målte blodsukkeret. Det var stadig højt. Det er første gang, jeg lægger mærke til, at Anastasia vågner og er tørstig på grund af det høje blodsukker.

Heldigvis var der ikke noget alvorligt galt, men jeg frygter den nat, hun kalder på hjælp, og hvor jeg ikke hører hende!